Min baggrund

Hele livet har jeg arbejdet med at være kreativ, både som sælger, hvor varerne skulle præsenteres til kunderne eller som boligindretter og konsulent, hvor jeg har indrettet og designet køkkener, badeværelser og garderober.

Jeg er uddannet pædagog med speciale i mennesker med sociale problemer og har under uddannelsen arbejdet meget med mindfulness og nærvær. Det har givet mig ny inspiration i mit virke som kunstner. Det at være til stede i nuet og være nærværende med øjeblikket er en ubeskrivelig følelse, som danner rammen om min kreativitet.

I mit virke som pædagog har jeg arbejdet med børn og unge med autisme og ADHD og de er en evig inspiration til, at jeg som kunstner kan sprede lysten til at male. Børns umiddelbarhed og ærlighed får mit hjerte til at smelte. De inspirerer mig igennem deres humor, uskyld og ubetingede kærlighed. Ligeledes gør jeg mit bedste for at inspirere dem (børnene) til at udtrykke deres tanker og følelser i deres kunst.

Drømmen er en dag at åbne min egen malerskole, hvor alle store som små, kan komme og udfolde deres kreativitet med kyndig vejledning og motivation fra undertegnede.

Indtil det sker, maler jeg videre og lader mig inspirere af de mennesker jeg møder og de oplevelser mit liv bliver velsignet med.